Dubai Games

Tekst: Michael Christensen
Foto: Michael Christensen og Dubai Games

Jeg havde ivrigt fulgt med i livefeeds fra Dubai Games - et spektakel af et sportsevent – siden opstarten i februar 2023.
Eventen skulle gentages for tredje gang i februar 2025 og med bl.a. kronprinsen af Dubai som sponsor, en klækkelig præmiepulje, en festivalplads i hjertet af Dubai, samt atleter fra hele verden var scenen sat til endnu et brag af en sportsbegivenhed.

Jeg har efterhånden deltaget i et utal af spændende og til tider grænseoverskridende sportsevents over hele verden de sidste 10 år.
Min force og sport er egentlig forhindringsløb a la Nordic Race. Men her var et event så unikt og skævt at jeg var grebet med det samme. Det måtte jeg deltage i.
De foregående to år havde hvert land kun stillet ét hold og det ene hold havde for Danmark været ”Team Copenhagen”, som på overbevisende manér tog guldet begge gange, så barren var forholdsvis høj.
Men efter devisen ”Hvo intet vover, intet vinder” ansøgte jeg om at få et danskerhold mere med. I uge 1, 2025 blev jeg glædeligt overrasket over at modtage en bekræftelse på deltagelse, hvorfor ”Team Vestegnen” blev født.

Alle seks på holdet med en baggrund i forhindringsløb og Crossfit. To discipliner der virkede fordrende for Dubai Games, der netop er en kombination af løft, træk og skub af tunge ting, samt udholdenhed og behændighed i at forcere forhindringer.
Jeg sammensatte Team Vestegnen med en ambition om at få en fantastisk oplevelse, ikke at vinde guldet, selvom det naturligvis ville være en lækker bonus.  Men som det næstældste hold repræsenteret af de 50 hold fra hele verden var vi også realistiske i vores ambitioner.

Ved bekræftelse af deltagelse skulle det gå stærkt idet eventen var i uge 8.
Der var visse krav fra arrangøren og som holdkaptajn var det mit ansvar at imødekomme dem. Kommunikationen omkring selve eventen var meget sparsom, men ét krav var at vi skulle være i Dubai i perioden 17.-24. februar, idet det endelige program for eventen var hemmeligt og der desuden var planlagt kulturelle indslag.
Vi skulle desuden dokumentere, at vi repræsenterede en by i Danmark, ved et skriv fra en borgmester eller en sportsforening. Ydermere skulle minimum fem af de seks atleter komme fra den by vi repræsenterede, hvilket er meget besværligt, ikke mindst fordi jeg selv er bosat i Sverige.
Jeg tænkte kreativt og kaldte således vores ”by” for Vestegnen, repræsentativt for de fem andre atleter på holdet. Vi fik herefter via gode kontaktet en forstående og velvillig borgmester til at sende delegation ”Team Vestegnen” til Dubai Games.

Første udfordring: Burj Khalifa Challenge

Fast forward til uge 8, onsdag d. 19. februar og første udfordring: trappeløb til toppen af Burj Khalifa, verdens højeste bygning, med 159 etager og 828 m.
Som om trappeløb til toppen af verdens højeste bygning ikke var udfordring nok, så skulle alle på holdet iføres en vægtvest med 10/6 kg(M/K) og vestene var hægtet fast med en 1 m bungychord mellem hver atlet på holdet.
Det var derfor ikke fysisk muligt for nogen på holdet at falde bagud.

Hurtigste hold fik flest point og pointene blev fordelt derefter.
Holdene blev meget ceremonielt ført igennem en gang til kælderen af Burj Khalifa ved klapsalver, sendt afsted hvert femte minut.
Vores hold blev sendt afsted kl. 1055 og eventyret i Dubai Games var i gang for Team Vestegnen. 
Hurtigste hold kom til toppen på knap 30 minutter. Vores hold gjorde det på knap 36 min, hvilket vi på holdet med en gennemsnitsalder på ca. 45 år var ovenud tilfredse med.

En af reglerne ved Dubai Games var at kun fem af de seks atleter stiller til start hver gang. Det gav holdet mulighed for at give pause undervejs til en enkelt deltager, samt gøre taktiske overvejelser om tilvalg og fravalg af atleter alt efter styrker og svagheder i forbindelse med kommende udfordring.
Alle på holdet ønskede at opleve så unik en chance at bestige Burj Khalifa via trapperne. Da en gammel knæskade hos mig var blusset op igen, blev det en fornuftig beslutning, at jeg sprang over. Dette betød dog ifølge min logik, at jeg var selvvalgt til alle de efterfølgende udfordringer.

Hoved eventdag

Burj Khalifa Challenge to dage forinden var blot opvarmning til det egentlige event, som løb af stablen fredag d. 21. februar.
Holdene skulle dyste på syv famøse baner. Syv baner baseret på teamwork, styrke, klatring og andre behændige egenskaber.
Dagen forinden, om torsdagen, var banerne blevet afsløret, idet der udover vores internationale stævne, var lokale der dystede om den lokale hæder.
Vi havde derfor studeret alle syv baner og lagt tentative planer for hvem af holdet, gjorde hvad på hvilke baner, baseret på den enkelte atlets forcer.

Rammerne

Rammerne for dagen var således at man havde 10 minutter på hver bane til at gennemføre eller komme så langt som muligt.
Der var tre delelementer på hver bane, der hver især gav 5 point ved gennemførsel. Man blev således tildelt point for hvor langt man nåede og ydermere flest point hvis man gennemførte banen hurtigst.
Der var desuden placeret bonusknapper på tre af de syv baner, hvor man skulle satse kræfter, tid og ressourcer mod fem ekstra point pr. bonusknap. Når de 10 min var gået, havde man præcis 10 minutter til at gå en bane frem, toiletbesøg, tanke op, blive briefet på banen, samt udpege hvem bar reservevesten og dermed stod over på netop den bane. Så 130 min. fra start til slut i ét go.

Alle heats bestod af fire hold som skulle bevæge sig med uret på den kæmpe stævneplads. Vores hold ”Team Vestegnen” blev seedet med hold fra Bulgarien, Holland og Spanien og første kamp om hæder skulle være på forhindringen: ”The Unreachable”.

Stemningen var elektrisk over stævnepladsen med over 300 kameraer, et svirren af droner i luften, samt publikum forsamlet langs siderne af alle baner. Vi var meget bevidste om bevågenheden og at der denne gang blev heppet på os knap 6000 km væk i Danmark.   

NB: jeg har forsøgt at beskrive de syv baner vi tacklede, visse er dog svære at beskrive, hvorfor der suppleres med en masse billeder. Det bør ydermere nævnes at ikke alle billeder er af vores hold. 

THE UNREACHABLE

På første bane skulle en på forhånd udvalgt fra holdet starte på en trampolin, og dernæst hoppe højt nok til at nå firkantede blokke der hang ca. 2 meter oppe over trampolinen. Der hang 16 blokke, som alle udgjorde en del i et puslespil.
Så snart alle 16 blokke var trukket ned og givet (ikke kastet, hvilket gav en advarsel) videre til holdet, så skulle alle 16 blokke transporteres gennem et hul i en mur, samt over to høje vægge der kun kunne forceres vha. af trampolin for bunden af væggen.
Alle blokke skulle transporteres en ad gangen og af én atlet, helt til slut før næste atlet måtte transportere næste blok.
Når alle blokkene, inkl. fem atleter var transporteret til slutzonen, ca. 50 meter væk, så måtte man samle puslespillet.
Meget få af de 50 hold gennemførte denne bane. Vi var én blok fra at have gennemført denne, vores første bane. Et hurtigt regnestykke viste naturligvis at såfremt man havde et fejlfrit gennemløb med blokkene over og under forhindringer, så havde man under et minut til at transportere hver blok. Så det faktum at vi fik 15 af 16 blokke igennem banen var et kæmpe win for os. Såfremt det var lykkedes så manglede vi dog stadig at samle det puslespil som blokkene udgjorde.

THE GRIP

 Denne bane startede med to kileformede vippende forhindringer der skulle forceres. Man skulle således springe ud på først kile, der vippede voldsomt frem og tilbage. Derfra kom udfordringen: - som mange atleter ikke overvandt – at springe fra første kile til anden kile. Det svære bestod i at foretage et stabilt afsæt fra en usikker forhindring eller platform og samtidig lande sikkert på anden platform, uden at røre vandet under platformen.
Det lykkedes os efter nogle forsøg at få alle fem atleter over denne, første del. Anden del bestod i at traversere tre frithængende plader i forskellige højder over vandet.
Det svære bestod for det første i at have grebsstyrke til at holde sig hængende længe nok til at bevæge sige sideværts over pladen, og for det andet i at koordinere traverseringen over idet det kun kunne lykkes hvis to atleter forcerede den samme tid på hver sin side af pladen.
På denne bane var der desuden en bonusknap godt en halv meter over plade nummer to. Det krævede således at den der udførte dette, skulle kunne trække sig op over pladen, uden brug af fødder, og trykke på knappen, imens atleten på den anden side af pladen holdt pladen stabil. Det krævede god overkrops- og eksplosiv styrke.

Det lykkedes en af atleterne fra holdet at udløse bonusknappen, men vi lykkedes ikke at få hele holdet gennem denne anden delsektion, idet tiden løb fra os.
Tredje delsektion ville, såfremt vi var nået så langt, være at kaste et reb med en bold i enden, op over en mur præcis så bolden med rebet blev kilet fast mellem to planker, således man kunne klatre op ad rebet til toppen af muren og trykke på finisher knappen.

Vi var nu godt i gang med to af syv baner gennemført. 30 min. inde men med over halvanden time tilbage.

THE BULLDOZER

På denne bane skulle vi først bemande en kran, á la den man leger med i sandkassen når man er barn (eller barnlig sjæl), hvor man koordinerer kran og skovl ned og op og dermed samle sand op.
Men i denne udgave sad der en af os i førersædet og styrede åbne/lukke mekanismen, to atleter skubbede og trak den store platform, som kranen var placeret på, frem og tilbage. De to sidste atleter hævede og sænkede kranen og skovlen.
Man skulle således samle bolde op i en kæmpe sandkasse. Man kunne dog ikke se eller mærke hvor tunge boldene, man samlede op, var.
Der lå 16 bolde og man valgte selv hvor mange og i hvor lang tid man ville samle bolde op. Når man havde samlet bolde op skulle boldene transporteres over en pool uden at røre vandet.
I længden af poolen hang 12 reb og man skulle så transportere alle fem atleter, inkl. bolde, over uden at tabe bolde eller røre vandet. Såfremt man tabte en bold eller rørte vandet var boldene ”brændt” og den enkelte atlet skulle starte forfra.
Det lykkedes os at samle syv bolde op i kranen og at få fire bolde med over på den anden side af poolen, idet to fra holdet tabte bolde under forcering af rebene.
Sidste del af banen bestod i at bruge boldene til at vælte 10 stablede tønder og/eller ramme en bonusknap der hang højt oppe på en pæl – begge mål på knap 8-10 meters afstand.
Nogle bolde var en del tungere end andre og det var derfor svært at afpasse sine kast. Det lykkedes os desværre kun at vælte 6 af de 10 tønder og misse bonusknappen.
Vores plan havde faktisk hele tiden været at bruge alle boldene på at ramme bonusknappen, men fordi vi var langt foran de andre tre hold på banen og med god tid blev vi grebet af vores succes og fulgte ikke vores slagplan. Lesson learned.

THE FORCE

I denne bane skulle man først løfte/bære/trille både en overdimensioneret og tung sekstant og trekant gennem en snæver passage og lægge dem i retformede sekstant of trekantede hul på en trappe for dernæst at komme op på en platform.
Anden del startede oppe på platformen, hvor der hang fem jernstænger med en bundplade i. Hver stang sad forankret i et spor som stængerne ikke kunne falde ud af. Hele holdet stillede sig således på en stang hver og skulle så hoppe/trække sig ud af sporet og fremad fra ene ende af sporet til den anden ende.
Det krævede en forståelse for timingen i at hoppe og trække samtidigt. Udfordringen udover at forstå teknikken i at få fremdrift, var endog at der hang en sandsæk i sporet foran hver stang, som man løbende skulle skubbe/sparke frem for sig for at skabe plads. Vi fik trækket/skubbet hinanden igennem denne forhindring, hvorefter sidste del af banen var et overdimensioneret pegboard, surprise surprise over en pool, som holdet skulle forcere, kun ved brug af fire ca. en meter lange og stabile pinde.
Øvelsen gik så ud på at koordinere trinene fremad, idet tre personer var på den ene side af muren og to på den anden side. Pindene skulle så flyttes successivt, så en pind hele tiden skulle trækkes ud bagest og flyttes frem i kæden og isættes et hul i muren fremfor holdet, så alle kunne tage et skridt fremad.
Denne bane lykkes det os at komme helt til slut og trykke finisher-knappen og faktisk vinde over de tre andre hold. Der var et kæmpe sus af adrenalin, og brøl fra publikum da vi gennemførte.

Efter en kæmpe win på vores fjerde bane gik turen videre til Ball Rush

BALL RUSH

Vand var et gennemgående tema på alle baner, men på denne blev vi decideret søsat.
I starten af banen befandt sig en stor vægtskala med fire kroge. På vægten skulle hænge fire kæmpe bøjer, for at få vægtskalaen i ”vater”.
De fire bøjer var hægtet fast under overfladen i et svømmebassin i slutningen af banen. Holdet skulle ved hjælp af en lille gummibåd med to årer padle først en svømmelængde, løfte båden over et plateau i midten af poolen og over på endnu en svømmelængde på den anden side af plateauet.
Her skulle dem i båden hægte bøjerne af den kæde de var klikket i, skubbe dem fremfor sig tilbage til plateauet, over dette og tilbage til start. Herefter skulle de fire bøjer, med forskellige tunge vægte, løftes op og sættes i rette kombination på hver side at skalaen og først når bøjerne var sat i korrekt kombination, og stod i vater og blev godkendt af dommeren, kunne hele holdet, via gummibåd bevæge sig over de to svømmelængder pool og i mål. Der var dog kun plads til tre i båden, så det krævede nogle ture frem og tilbage. Vi klarede hele banen i allersidste sekund.

Med to succes’er i træk, gik vi videre til de sidste to baner. Vi havde nu været i gang i over halvanden time uafbrudt. 

THE HUMAN LADDER

Denne bane havde været med de foregående to år og havde vist sig oftest at være den sværeste, så til trods for at selvtilliden var god og vi lige kom fra succes’en med to gennemførte baner, så var vi også realistiske.
Først skulle man som hold flytte en 300+ kg tung klods ved at kravle under den og med den på ryggen kravle fremad til vi ramte væggen ca. 30 meter fremfor os. Dernæst skulle vi benytte blokken som trin op på en platform.
For at gennemføre anden del skulle vi springe ud til to monkeybars der hang over, ja I gættede korrekt: en pool, og svinge os i sikkerhed på den anden side.
Sidste del af denne bane var en otte meter høj og skrå væg, som skulle forceres ved at danne en ”human ladder”, en menneskestige.
Udfordringen her var ydermere at bunden af stigen startede i en pool og der flød vand ned ad væggen. Det lykkedes os en enkelt gang at få en atlet op og holde fast i barren på toppen. Men menneskestigen var i forvejen vakkelvorn, så det lykkes os ikke at få folk op. Da vores menneskestige fire gange var styrtet sammen, hvorved der flere gang opstod farlige situationer i styrtet, både for os i bunden og dem der gled ned, så kaldte jeg den som holdkaptajn, til trods for at vi fortsat havde fem minutter tilbage.
Det var ikke risikoen værd og jeg vidste at kræfterne skulle bruges på vores sidste bane.

THE ELEVATOR

Dagen forinden havde vi set mange hold fejle på først delelement på denne bane. Banen startede med at udpege en af de fem atleter der skulle monteres i en slyngestol.
Ved startskuddet skulle de fire andre atleter således squatte en 300 kg tung barre. For hver squat til toppen blev atleten i slyngen således hævet lidt opad.
Udfordringen var at squatte tilstrækkeligt mange gange til at atleten i slyngen blev hævet knap 4 meter op hvor der hang et reb, der skulle frigøres.
Rebet skulle bruges for at gennemføre de efterfølgende to delelementer af banen. Man kunne ydermere vælge at hejse atleten i slyngen yderligere 1,5 meter op for at ramme bonusknappen, for dermed at få 5 bonuspoint.
Vi havde set hold der end ikke fik squattet barren op en eneste gang, så det bekymrede os lidt.
De fire af os tog stilling i vores mest stabile squat-stilling og jeg råbte højt ”3..2..1..SKUUUB!” og vi fik først squat. Derefter gik det slag i slag med mine nedtællinger og tre squat ad gangen, efterfulgt af knap 10 sekunders pause.
Benene brændte, men vi vidste alle at dette var slutspurten, sidste bane, så vi kunne gå all in, hvilket vi gjorde. Vi lykkedes både at få rebet og udløst bonusknappen. Det lykkedes os endda at gøre dette langt hurtigere end de tre andre hold.

Lettere overrasket over at have klaret dette og endda hurtigere end de andre hold, var det videre til næste element, som var opad-kileformet skråvæg, det skulle forceres som hold, kun ved brug af rebet.
Man skulle således have 3 atleter på den ene side af kilen og to på den anden og finde balancen i rebet til at bevæge sig på hver side af den knap 10 meter lange skrå væg uden at falde ned af muren.
Dagen forinden havde vi i en trampolinpark øvet denne manøvre under lignende forhold uden at klare det en eneste gang, så vi blev endnu en gang glædeligt overrasket over vores succes på første forsøg.
Vi stod nu, lettere uforberedt på sidste delelement af banen. Vi havde simpelthen ikke regnet med at nå så langt. Med knap halvdelen af tiden tilbage måtte vi kaste os ud i det.

Sidste delelement var en ca. 20 meter lang opadgående og nedadgående væg der naturligvis strakte sig over en pool. På væggen var der en lille fodliste, samt kroge fordelt hele vejen over væggen. Udfordringen her var så at vi ikke måtte røre ved krogene, men at vi derimod skulle føre rebet over krogene og kun holde ved med hænderne i rebet ved traversering over væggen.
Vi formåede at få alle fem atleter op på væggen. Bevægelserne var meget langsomme og forsigtige, idet både fødderne kunne smutte på de små fodlister, ligesom man kunne komme til at slække for meget på rebet og utilsigtet røre ved krogene eller i værste fald falde i.
Det lykkedes os at komme knap to meter fra den anden side. Men vi var for langsomme og tiden løb simpelthen fra os. Vi kom dog endnu en gang længst og hurtigst på banen og det var endnu et win for holdet.

Vi sluttede på en samlet 36. plads ud af 50 hold fra hele verden. En placering vi som det næstældste hold og i kølvandet på en fed oplevelse er meget stolte over.

Refleksioner over oplevelsen

Det var en helt unik sportsbegivenhed og jeg er dybt taknemmelig over at have haft muligheden. Det var fedt at opleve det setup, som kun et rigt land som Forenede Arabiske Emirater kan stable på benene, med overdimensionerede forhindringer til de allerstørste legebørn.
De lune aftener på stævnepladsen ned til vandet med Dubais skyline i baggrunden vil være et minde for livet. 

Der skal derfor lyde en kæmpe tak til Støtteforeningen PI-Københavns venner, som var med til at muliggøre min deltagelse.