Fantastisk 50 km. trailløb på Bornholm

Af Kim Munk
Foto: Morten Schrøder

Som lovet en lille racerapport fra Hammer Trail 50 K

Søndag den 4. maj kl. er 0540 da jeg slukker vækkeuret.
Jeg gik tidligt i seng for at være helt udhvilet, men søvnen har været afbrudt. Sådan er det hver gang. Jeg er spændt, og vil for alt i verden ikke sove over mig. 

I den lille hytte nær Hammersø, blot få hundrede meter fra startområdet, sover min hustru og mine to børn endnu. De er endnu engang taget med som moralsk opbakning og måske også lidt for at få en weekend på Bornholm ud af det.

Jeg spiser morgenmad og tjekker for 117. gang, at min løbevest er pakket med alt det jeg får brug for, at flaskerne er fyldte og at nummeret sidder ordentligt.  

I hytten ved siden af bor min faste løbemakker. Vi har aftalt at mødes kl. 0615 og gå til startområdet sammen, men jeg får en besked fra hende, at hun er forsinket og at jeg bare skal gå deropad.

På pladsen er stemningen spændt. Alle står og gør sig klar. Nogle laver små videoer mens andre løber lidt frem og tilbage. Jeg går lidt rundt og snakker med løbere som jeg har mødt og løbet med til andre løb de sidste mange år. Der udveksles historier og anekdoter mens skoene snøres omhyggeligt og toiletterne rundes en ekstra gang. Bare for en sikkerheds skyld.

Det obligatoriske tjek at udstyr, så vi kan stille til start.

Min makker ankommer endelig. Hun var gået fra hytten uden sine løbesko og måtte tilbage. Ikke ligefrem den bedste start på dagen.

En hurtig briefing og starten går kl. 0700.

Vi lægger os som sædvanlig i den forreste del af feltet. Ikke helt i front med dem som vil kæmpe om pladserne, men foran det store felt, som i reglen løber lidt for langsomt.

Vi starter naturligvis op af bakke.  Ruten er to omgange på en 25 km lang rute. Vi er blevet lovet at ruten på 50 km er mindst 50 km, og nok også lidt over 52... Og i omegnen af 2000 højdemeter, hvilket herhjemme nærmest kun er muligt på Bornholm.

Så vi ved det bliver hårdt.

Knapt er vi kommet ud på ruten før min makker er lige ved at snuble. Vi joker lidt med, at det er altså alt for tidligt på dagen, men knapt har smilet på læberne lagt sig, før hun falder så lang hun er...

Jeg spørger om hun er ok. Det er hun ikke, det er tydeligt. Jeg stopper op. Hun sætter sig ned og siger at jeg bare skal løbe videre, hun ved ikke om hun skal videre.

For fanden da!!! 1 km inde på ruten....

Der ligger mange timers forberedelse i skoene inden sådan et løb. I hundredvis af timer i skovene, på vejene, på bakker og på trapper. Og så sidder hun der efter 1 fucking km.

Jeg løber videre. Sådan må det være.

Kort efter bliver jeg konfronteret med, hvad vi kommer til at kunne forvente resten af dagen.

En nedstigning ned over klipperne, hvor man skal springe (læs gå/kravle) ned over store sten og en skrænt det er så stejl, at en enkelt fejl vil koste som minimum en forstuvet ankel. I bunden bliver vi ført hen ad stranden. Eller strand er måske så meget sagt. Store klippeblokke som gør løb nærmest umuligt. Og så op igen, af en om muligt endnu stejlere skrænt. Denne blot uden klipper, men med let mudret jord. 

Godt der er tørt. Det havde virkeligt været en udfordring i regn...

I toppen fa skrænten mødes vi af trapper... Hvorfor trapper?

Mine lægge syrer til og brænder. Jamen for helvede da. Vi har kun løbet 2,5 km og mine lægge brænder.

Så er vi sgu i gang...

Det går sydover af klipper, små spor og skovveje. Trærødder og klippesten stikker op alle steder, så der er ingen steder, hvor man kan slå hjernen fra og bare løbe. Hele tiden fokuseret. Der er kontakt afregning hvis man sover i timen.

Ved Jons Kapel venter både et depot, men også næste kendte udfordring. Alle der har været der ved, at der er trapper. Mange trapper. Historien går, at der er så mange trapper, at ingen at kunnet tælle dem. Og jeg havde i hvert fald heller ikke RAM til at forsøge. 

Ned i bunden, ringe på en klokke og op igen.

Videre.

Det næste stykker er en smule nemmere, og man kan "slappe lidt af". Jeg bruger muligheden til at nyde omgivelserne. Bornholm er muligvis det smukkeste sted i Danmark og jeg elsker hvert øjeblik. Solen er for alvor brudt igennem, fuglene synger og skovbunden dufter at en enorm mængde ramsløg. Jeg er ikke nogen stor botanikker, og kan kun med nød og næppe skælde brændenælder fra mælkebøtter. Men på dette stykke var den lille sti på begge sider vokset til med nogle flotte lilla blomster. Ved ikke hvad de hedder, men de duftede godt og der var mange af dem.

Det kunne for en stund tage lidt fokus væk fra bakkerne. Det går aldrig bare lige ud. Altid op og ned.

Vi kommer igennem en lille by, og jeg tænkte; "fint så er der lige lidt asfalt til en forandring." Ikke engang her kunne vi slappe af. Et skilt afslørede, at bakken vi skulle ned af var på 14%.

Man skulle tro, at nedad var lettere end opad. Men det er det ikke. Man kommer til at løbe og holde igen og det sætter sig i lårene som en hård knude.

Ved ca. 17 km ramte vi mål området, hvor flaskerne igen kunne flydes og der var dækket op med slik, frugt og små sandwichs. Herefter gik det ud på et loop på selve Hammerknuden på et ca. 8 km loop. Her bliver der virkeligt hentet højdemeter. Virkeligt teknisk, barskt og fedt. Det er det vi er kommet for.

Ruten går faktisk lige forbi hytten vi boede i, og min hustru og vores to børn stod for foden af klippen da jeg kom ned. Det er lidt sjovt hvor meget energi det giver når ens 5-årige datter løber imod en med armene spredt helt ud til siderne, klar til krammer. Jeg havde brug for al den energi jeg kunne få, for lige så meget som jeg netop havde løbet ned, lige så stejlt gik det op igen, lige med et samme.

Ruten viste sig at være omkring 26,5 km. Så ramte jeg målområdet igen.

Og så, ja, så var det jo bare det hele en gang til.

I mål området spurgte jeg til min løbemakker. En fortalte at hun havde overhalet ham, men at hun ville udgå efter første omgang fordi hun havde slået sit knæ.

Dejligt at høre, at hun ikke var gået helt ned.  

Jeg havde løbet næsten hele turen helt alene, nu hvor min faste løbemakker var ude.

Jeg havde dog mødtes med nogle løbere af flere omgang. 

Jeg er ikke særlig stærk til nedløb, så hver gang det gik nedad over en længere periode strøg de forbi, og så hentede jeg dem igen på opløb og på de tekniske stræk, hvor jeg har mine forcer.
Jeg kan holde et stabilt tempo på tekniske trails, og kan powerhike næste lige så hurtigt op af stejle skrænter, som de fleste kan løbe. Fordelen ved at hike op er, at man er mere frisk når man er oppe, og derved sparer kræfter og hurtigere kan komme tilbage i løb. Faktisk kan det slet ikke betale sig at løbe opad i et løb som Hammer Trail.

I flere timer på anden runde, så jeg slet ikke andre løbere. Jeg følte at jeg havde Bornholm helt for mig selv. Det passede mig egentligt fint, men selvom jeg som udgangspunkt synes jeg er et godt selskab, så begyndte jeg også at savne andres selskab. 

I sidste depot mødte jeg en af de løbere som jeg havde løbet jojo-løb med tidligere på ruten, og fulgtes med han et par km, indtil en stejl stigning, hvor han satte farten lidt ned. Jeg så ham ikke igen før i mål området, hvor han kom ind godt 5 minutter efter mig.

Jeg kom ind i efter 7 timer og to et halvt minut. Set op mod, at der dagen efter skulle løbes Københavns Marathon, så er over syv timer for 50 km jo ikke nogen hurtig tid. Men der kan ikke trækkes mange sammenligninger mellem et gaderace og et trailløb, udover at begge dele foregår i løbesko. 

Hammer Trail har kørt i 15 år, og er et af landets største og bedst etablerede trailløb, og de tilbyder alt fra 50 miles (80 km), til 50 km, 25, km 17, km og 8 km, flere af distancerne sågar både som løb om som "walk", samt et 1km børneløb.

Og de arrangerer både dette løb om foråret og et næsten tilsvareden om vinteren. Så man behøver ikke være erfaren, hurtig eller dygtig løber for at være med.

Det eneste det kræver er, at man har lysten til en oplevelse i noget af Danmarks smukkeste natur og at du er villig til at lade dine ben bære dig igennem.

Tak til PI´s Støtteforening for en støtten til løbet.