Mammuth March og H.C. Andersens Marathon

Opdateret 23. oktober 2022

Af Mads Philipsen

Jeg stod over for min anden omgang med Mammuth March, da jeg i 2021 gennemførte samme løb.

Jeg var nu væsentlig klogere og vidste hvad jeg gik ind til, dog kan alt ske på en 24 timers March, hvor især vejr, dagsform og manglende søvn spiller en væsentlig rolle.

Jeg skulle gå årets March med mine to gode kammerater Mathias og Daniel, som ikke havde gået march tidligere og slet ikke 100 km. Vi var alle spændte og glædede os til at gennemgå denne bedrift sammen.

Vores fælles mål var, at vi alle skulle gennemføre indenfor 24 timer.

De første 40 km gik derudad og vi holdt kun 5 min pause efter 20 km også gik vi videre for at spare tid i den anden ende.

Vi havde på forhånd en aftale om at gå 5 kvarter og 1 kvarters pause, denne plan kunne vi dog hurtigt skyde til hjørne.
Efter 63,5 km ved depotet, skulle Mathias lide vores gruppes første modgang, da hans fødder skreg af smerte, idet han havde fået tilegnet sig store vabler på begge fødder, både mellem tæerne og på hælene.
Det føles som om ens fødder brænder, samt at man skal kunne klare tanken om, at der stadig er 37,5 km til mål endnu.
Dette gjorde at vi måtte holde 1,5 times pause i stedet for 30 min, hvilket gjorde, at vores ”buffer” tid var ved at blive spist op.

Mathias kom i gang igen og bed smerterne i sig. Efter ca. 75 km fik Daniel et såkaldt ”gammel mands syndrom”, idet han ikke kunne gå normalt og slet ikke i det tempo som vi behøvede, for at nå inden for tidsgrænsen.

På dette tidspunkt var det vigtigt, at vi stod sammen som gruppe og hjalp hinanden.
Vi var i en fase, hvor vi begyndte at tænke over, hvorfor vi i starten gik i gang med at gå de 100 km, nemlig kammeratskab og at vi alle skulle gennemføre sammen.
På 100 km march har vi alle vores op og nedture, det er blot hvornår de kommer og så må vi hjælpe hinanden. Efter 83,5 km holdt vi en længere pause, hvilket gav Daniel ny energi og vi fortsatte ufortrødent mod de 90 km, som sidste år var det km mærke, hvor jeg havde min absolut største krise på min March i 2021.

Ved de 90 km kunne vi fornemme målet, men dog er 10 km langt i March perspektivet omfattende, idet vi har gået 90 km i forvejen, vi går ikke løber, så det tager over 2 timer at nå de sidste 10 km og vores tilstand er zoombie.

Vi var gode sammen, opmuntrende og vi kunne smage den grønne Tuborg som man ville få tildelt, når man krydsende målstregen.

Ved ankomst til mål, ved opløbstrækningen kunne man mærke forløsningen og glæden ved snart at have gennemført og at lidelsen snart var ovre.

Vi kom i mål og krammende hinanden og vi var alle stolte. Vi fik vores velfortjente grønne Tuborg og inden længe skulle vi hjem i seng. Vi blev dog enige efter nogle dage, at vi ses til endnu en Mammuth March næste år.

H.C Andersen Marathon 25 september 2022.

Jeg havde ikke den mest optimale forberedelse til Marathon, idet jeg som ny fast i Beredskabsafdelingen havde skæve arbejdstider. Jeg vidste derfor på forhånd, at dette Maraton skulle gennemføres på viljen. Jeg løb sammen med en kammerat, som jeg ligeledes løb CPH Marathon med i april.

Indledningsvis var vi klar og friske og de første 25 km gik som de skulle, vi holdt vores pace, humøret højt og vejret var fint.

Jeg ramte muren ved 32 km, jeg begyndte at mærke den manglende træning og at mine ben ikke var klar til de mange km.

Det føltes som om, at mine lægge var ved at sprænge og jeg fik ondt i min venstre knæ. Min kammerat havde forinden løbet haft problemer med sit højre baglår, som nu ligeledes begyndte at drille ham.

Efter 38 km måtte vi stoppe op og strække ud og gå 200-300, idet der på motionssprog ”var udsolgt”. Vi kæmpede os videre og forløsningen kom, da vi løb ind på Odense Atletikstation og kunne høre musikken spille og tilskuerne juble.

Vi kom i mål på 4 timer og 4 min. Vi var helt ødelagte, da vi kom ind med glade og stolte over vores slid for at komme igennem.  

Del siden