Dodentocht 100 km på max 24 timer:

Opdateret 24. oktober 2022

Af Nicklas Sejer Svendsen

Dodentocht oversat til dødsmarch på dansk, er en fysisk og ikke mindst mental udfordring.
Marchen finder sted i Belgien en gang om året, hvor den starter og slutter i byen Bornem.

De 100 km. skal gennemføres på max 24 timer. Det vil sige, at sådan plejer det i hvert fald at være. Desværre valgte det Belgiske FOD (Public Health, Police, fire service) grundet ekstrem hedebølge i vejrprognoserne, at sætte en tidsgrænse på 13 timer, hvorfor arrangørerne måtte korte ruten ned til 65 km.

Efter at havde gået Dodentocht to gange før, var det ikke helt med udsigt til den samme mentale og fysiske udfordring, vi stillede til start. Jeg var afsted sammen med en kammerat, som jeg tidligere har gået Dodentocht sammen med.

Starten gik den 12. august kl. 21 om aftenen sammen med ca. 13.000 andre deltagere.

Marchen er et stort tilløbsstykke blandt lokalbefolkningen. Ruten går skiftevis gennem mindre byer og åbent landskab. Hver gang man passerer gennem en af de lokale byer på ruten, sidder lokalbefolkningen ude i deres indkørsler, hvorfra de spiller musik og hepper på deltagerne.

Der er flere checkpoints undervejs, hvor der bliver serveret drikke og snacks. Det er i princippet ikke nødvendigt at have forsyninger med. Dog er det altid rart at have nogle tørre sokker med, så man kan skifte, når man holder pause ved checkpointene.

Det er også smart at have en pakke vabelplastre med, da de fleste vil få vabler undervejs.

Træning op til:
Der er sikkert mange måder at træne op til lange marchdistancer. Måden vi gjorde det på var ved at gå 1-2 ture om ugen cirka 3 måneder op til Dodentocht. Turene var typisk 20-25 km. Herudover gik vi en længere tur på 45km.

Vandring om natten:
Kort efter start falder mørket på, hvorefter den står på vandring hele natten igennem.

De første timer efter start, er der feststemning fra tilskuerne hver gang, man går gennem en af de lokale landsbyer. Når klokken runder 2-3. tiden om natten begynder festerne at dø ud, der bliver mere stille på ruten, og det bliver mere op til deltagerne selv at holde stemningen og motivationen oppe.
Jeg forestiller mig ud fra min egen erfaring, at det er i de sidste nattetimer, at mange af deltagerne skal begynde at trække lidt på den indre motivation, da der bliver mere stille, og man efterhånden har gået langt nok til, at man begynder at få ondt i fødder og led samt, at man under normale omstændigheder ville ligge i sin seng at sove.
Det er også om natten, man begynder at kunne se de første, der begynder at give op. Der er mulighed for at blive kørt tilbage til Bornem med bus fra alle checkpointsene.

De sidste kilometer:
Ved 5. tiden om morgenen begynder det at lysne i horisonten igen. Med lyset kommer også en fornyet energi, men ikke mindre ømme fødder. Det gælder fortsat om at holde motivationen

Hvad end ruten hedder 100.km eller 65.km, så er min erfaring, at benene begynder at kunne mærkes godt efter de 50 km, og udfordringen først rigtig starter her.

Dog må jeg erkende, at det var nået nemmere at overskue, at vi ville nå målstregen efter 65.km i stedet for efter 100km, som det ville havde været under normale omstændigheder.
Vi nåede målstregen kl. 0846 efter lidt under 12 timer.

Selv om ruten var blevet kortet ned til 65.km, så var det stadig med ømme led og fødder.

Selvom vi ikke fik lov til at gå den fulde distance, og vi begge havde gennemført før, så var det stadig en oplevelse og en udfordring. Jeg kan anbefale alle, der gerne vil udfordre sig selv, at prøve at gå en 100.km march.
Hvis ikke man vil flyve til Belgien, så arrangeres marchen også hjemme i Danmark. Det er hårdere end man tror, hvis ikke man har prøvet det før.

Del siden