Hyrox sæsonen



Af Anders Næsholdt


Hyrox sæsonen 2025/2026 er skudt i gang Hyrox er en sport, der vinder mere og mere frem på verdensplan, selvom den endnu ikke har fået helt samme opmærksomhed i Danmark.


Hver uge afholdes Hyrox-events i storbyer verden over, og til et typisk Hyrox-event deltager mellem 5.000 og 7.000 mennesker. Formatet er 8 gange 1 km løb med én stationsøvelse mellem hver kilometer løb.
Det er en test af både udholdenhed og styrke, og sporten tiltrækker både nybegyndere og erfarne atleter.

For den kommende sæson har jeg planlagt at deltage i 4 internationale konkurrencer, med Oslo som den første.


Torsdag den 25. september fløj jeg fra Kastrup Lufthavn sammen med min mor. Vi ankom til Oslo, hvor vi havde booket hotel i gåafstand til Nova Spektrum, der er et stort og imponerende kongrescenter.


Eventet blev afholdt fra den 26. til den 28. september, og deltagerne kan vælge at stille op som single, i doubles eller relay, hvor man er 4 personer på et hold.
Der er også en PRO-klasse, hvor vægtene på øvelserne er tungere.


Jeg skulle konkurrere om fredagen i kategorien Men PRO, og vi ankom til Nova Spektrum halvanden time før start.


Under opvarmningen stødte jeg på en god gammel ven fra folkeskolen. Han skulle starte i samme heat.
Vi fulgtes en halv times tid af konkurrencen, indtil han trak fra, og vi igen kunne mødtes til snak og grin i målzonen.


Jeg gennemførte på 1 time og 5 minutter, hvilket rakte til en samlet placering som nr. 27 ud af 291 i PRO-klassen, hvilket jeg er tilfreds med.


Dagen efter konkurrencen tog vi toget til Oslo C, hvor det varmt kan anbefales at gå en tur til Kongeslottet, som stadig står flot og smukt forenden af gågaden.


Tusind tak til PI-venner for støtten.


God træning derude!
Bedste politihilsner Anders Næstholdt

Besøg også i Oslo

Hæsblæsende Hyrox.debut i Oslo

Af  Stine Snebjerg

Fredag d. 26. september 2025 deltog vi med støtte fra PI-venner i vores første Hyrox-event.
Vores oprindelige plan var at deltage i Hyrox i København, men med skiftende arbejdstider og udsolgte billetter, blev København
aldrig en realitet.
Derfor var det en glædelig overraskelse, da billetsalget åbnede til Hyrox i Oslo, og en ny mulighed bød sig.

Vi er langt fra de første og næppe de sidste, der har fået øjnene op for denne nye sportsgren. Sporten favner både handikap,
forskellige aldersgrupper, størrelser og niveauer. Kombinationen af løb og funktionelle øvelser gør sportsgrenen tilgængelig for de fleste.

How to Hyrox:
Et race består af otte runder à 1 km løb, efterfulgt af en arbejdsstation med følgende øvelser: 1000 m SkiErg, 50 m sled push, 50 m sled pull, 80 m burpee broad jumps, 1000 m roning, 200 m farmers carry, 100 m sandbag lunges og slutteligt 100 wall balls. Øvelserne med vægt er skaleret alt efter om man stiller op som hold, herre, dame eller pro.
Vores grundform og træning til Hyrox i København i marts 2025 var allerede på plads, så med billetterne til Oslo i hus, blev de sidste detaljer finpudset. Vi rejste afsted med forventning om at færdiggøre under 01:15:00 i mixed double-kategorien.

Showtime:
Dagen før arrangementet løb af stablen rejste vi til Oslo for at registrere os, se den smukke by og få hvilet ud.
Der blev fyldt op på depoterne af mad og drikke, så vi var klar til kamp. Vi blev tildelt et heat fredag den 26. september med start kl. 13.00.

På dagen ankom vi et par timer før start til Nova Spektrum i Lillestrøm, lidt uden for Oslo. Stemningen i arenaen Nova Spektrum var intens, fyldt med sved, kalk og høj musik.

Taktisk debriefing:
Vores Hyrox-debut gik rigtig godt, og den samlede tid blev 01:09:58, som jo var langt hurtigere end, hvad vi turde håbe på.
Selvom der altid er plads til forbedringer (især i skiftene mellem øvelser og løb) er vi mere end tilfredse med præstationen. Ikke mindst fordi vi nåede vores mål med stort overskud og fordi det gav blod på tanden til mere.
Forhåbentlig bliver der mulighed for endnu en tur i København til næste år.


Der skal lyde en stor tak til PI-venner for Jeres økonomiske støtte til projektet.


Bedste hilsner,
Stine Snebjert og Tobias Rask